HLJ

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blev om nogen ansigtet på regeringens coronakommunikation fra den første nedlukning i 2020. Ikke blot som alvorstung embedsmand i regeringens officielle coronabriefings, men også på sociale medier, hvor han i en lettere, mere personlig stil kommenterede pandemiens udvikling i Danmark. Derudover deltog han som løftet pegefinger i en række kampagnevideoer, som skulle minde de unge om styrelsens anbefalinger om forebyggelse af smittespredning.¹ På denne måde fik styrelsens anvisninger en personlig forankring, som ofte undslipper en organisation af denne størrelse. Som den amerikanske historiker Roland Marchand har beskrevet, var et af virksomhedskommunikationens tidlige forsøg på at give liv til “det sjælløse selskab” netop at konstruere det i menneskelig skikkelse, fx ved at knytte det til grundlæggerens personlighed.²

Samtidig blev Brostrøm genstand for en interesse for sin privatperson, som man sjældent ser blandt medlemmer af embedsværket. De landsdækkende medier bragte flere historier om, at almindelige borgere havde afsløret ham i “coronabrølere” som at køre i tog uden mundbind eller at undlade at spritte af i motionscenteret.³ Disse historier skabte en del hovedrysten på Christiansborg, og han blev nødt til at love at “stramme op” både i interview og på de sociale medier. “Jeg er kun et menneske,” som han sagde i en kortere video på Facebook og Instagram, der også trak overskrifter.⁴

Brostrøm blev altså ikke bare det menneskelige, men det alt for menneskelige ansigt på regeringens coronakommunikation. Imidlertid er det afgørende ved hans coronabrølere ikke, hvad de siger om hans personlige dømmekraft, men hvad de siger om synlighed som en form for magtudøvelse.

Synlighedens former

Den engelske mediesociolog John B. Thompson har beskrevet de dynamikker, der karakteriserer synlighed i et moderne mediesamfund.⁵ I sit arbejde henter han inspiration hos den franske idéhistoriker Michel Foucaults analyse af synlighed, som den fungerer i forskellige former for magtudøvelse. Disse magtformer kan beskrives som en spektakulær magt, der fungerer igennem de fås synlighed for de mange, og en disciplinær magt, der fungerer igennem de manges synlighed for de få.

Som eksempel på spektakulær magtudøvelse bruger Foucault henrettelsen af Robert-François Damiens for det fejlslagne mordforsøg på Frankrigs Kong Ludvig d. 15 i 1757. Damiens henrettelse fungerer som en spektakulær iscenesættelse af den enevældige herskers magt. Det er igennem kroppens udslettelse, at magten kommer til syne. Dermed retter magtudøvelsen sig ikke kun mod den undersåt, der er genstand for straffen, men i lige så høj grad mod de øvrige undersåtter, der overværer straffens udførelse:

Det var i de strafferetlige resultatet af en vis magtens mekanik: en magt, som ikke alene ikke forsøger at skjule, at den udøves direkte på kroppen, men som forherliger og forstærker sig selv gennem sine fysiske manifestationer.⁶

Som eksempel på disciplinær magtudøvelse bruger Foucault den engelske filosof Jeremy Benthams Panoptikon, et fængselskompleks, der ikke blot skulle opbevare, men også opdrage de indsatte. Fængslet skulle indrettes med i et kontroltårn i midten, der var omkredset af enkeltceller, så ganske få vagter kunne overvåge, hvad der foregik i hver celle. Samtidig skulle det indrettes på en sådan måde, at de indsatte ikke kunne se, hvornår tårnet var bemandet.

Det asymmetriske forhold mellem de indsattes synlighed og vogternes synlighed havde et disciplinerende sigte. Ideen var, at de indsatte ville opføre sig, som om de blev overvåget, selvom de ikke vidste, om de blev overvåget lige nu. De ville altså internalisere overvågningen og i sidste ende overflødiggøre bemandingen af centertårnet. Benthams Panoptikon blev aldrig opført, men Foucault ser det som paradigmatisk for disciplinær magtudøvelse i moderne samfund. Her skal de uregerlige kroppe ikke udslettes for at vise herskerens magt, men modelleres igennem disciplinære teknologier, som fungerer igennem tilrettelæggelsen af et normaliserende blik:

Disciplinen holder “gående” en relationel magt, som understøtter sig selv gennem sine egne mekanismer, og som erstatter den spektakulære manifestation med et uafbrudt sammenspil af tilrettelagt overvågende blikke.⁷

Thompson viderefører Foucaults analyse, men korrigerer den samtidig fra et mediesociologisk perspektiv. Nærmere bestemt understreger han, at der i såvel den spektakulære som den disciplinære magtudøvelse er tale om en situeret synlighed, som beror på samtidig tilstedeværelse. Men udviklingen af moderne massemedier har skabt en ny slags synlighed, en medieret synlighed, som giver magtudøvelsen en anden form. Denne magtudøvelse fungerer også igennem de fås synlighed for de mange, men til forskel fra den spektakulære magt er det ikke genstanden for magtudøvelsen, som bliver synlig for de mange, men magthaveren selv i skikkelse af et nøje iscenesat selvbillede. Samtidig er iscenesættelsen ikke afhængig af deltagernes samtidige tilstedeværelse, men løsrevet fra tid og rum.

Skandaler

En ny type skandale kan ifølge Thompson forbindes med medieret synlighed. Det er nemlig ikke kun iscenesættelsens forside, som er synlig for de mange, men potentielt også dens bagside. Ja, ofte er det sådan, at produktionen af en forside skaber interessen for dens bagside. Han definerer denne type skandale som en mediebåret afsløring af en handling, som tidligere var ude af syne, bryder med etablerede normer og værdier og fremkalder udpræget forargelse og misbilligelse ved afsløringen.

Skandaler, som følger denne struktur, opstod med udviklingen af billige printmedier i det 17. århundrede, men blev først en integreret del af medielandskabet i det 20. århundrede. Denne udvikling kan læses ind i en generel fortælling om sædernes forfald, men ifølge Thompson er moderne magthavere næppe mere moralsk anløbne end deres forgængere. I stedet forklarer han stigningen i medierede skandaler med en række teknologiske, kulturelle og institutionelle faktorer.

Den første faktor er udviklingen af medieteknologier, som muliggør en højere grad af personlighed i selviscenesættelsen. Det audiovisuelle register fra den intime samtale i sofaen kan erstatte registeret fra den flammende tale på podiet. I stedet for at skulle råbe en forsamling op kan magthavere altså tiltale deres publikum på en måde, som kan udtrykke intime følelser og oplevelser. Denne tendens har vi længe set i blødere nyhedsformater som Aftenshowet og Go’ Morgen Danmark, hvor magthavere med stor villighed stiller op til hyggelige interview i sofahjørnet. Men udbredelsen af sociale medier som Twitter, Facebook og Instagram har samtidig givet magthavere en platform, hvor de uredigeret kan tale i øjenhøjde til deres publikum.

Samtidig har den teknologiske udvikling gjort det vanskeligere for magthavere at kontrollere, hvad der kommer til syne, og hvad der forbliver skjult. Thompson nævner teknologier som båndoptagelser, langdistancefotografi og dekrypteringsprogrammer, som på forskellig vis udvisker grænsen mellem forgrund og baggrund. Men denne udvikling er naturligvis blevet forstærket med introduktionen af smartphones og digitale medieplatforme, som sætter almindelige mennesker i stand til at dokumentere og kommunikere hændelser, mens de finder sted.

Den anden faktor er udviklingen af en journalistisk kultur, som ser det som mediernes primære opgave at udstille magten. Denne kultur havde en tidlig opblomstring i det sene 1800- og tidlige 1900-tal, hvor journalistikken etablerede sig som en selvstændig profession, men den slog først for alvor igennem med de politiske spændinger i 1960’ernes USA. Ikke mindst fik afsløringen af Watergate-skandalen en central betydning for udviklingen af journalistikkens selvforståelse som “den fjerde statsmagt”. Den gav et direkte indblik i, hvad der foregik i magtens fortrolige rum, og den blev et symbol på, at selv landets højeste embede kunne bringes til ansvar gennem kritisk journalistik. Men i takt med at journalistikken definerede det som sin primære opgave at udstille magten, fik den vanskeligere ved at afgøre, hvad der skal frem i lyset, og hvad der hører privatlivet til.

Den sidste faktor er nedgangen i klassebaseret politik i sidste halvdel af det 20. århundrede. I en historisk kontekst, hvor de politiske skillelinjer ikke tegnes af fundamentale ideologiske forskelle, men derimod af mindre skærmydsler om fordelingen af husholdningsbudgettet, får magthaveres personlige troværdighed en større betydning. Det er altså i højere grad i kraft af deres medieskabte personlighed, at magthavere kan adskille sig fra hinanden og appellere til befolkningen.

Denne antagelse stod måske klarere ved udgangen af det 20. århundrede, hvor Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man (1992) stod som et af de definerende værker. Fukuyama så historien som en moderniseringsproces med det liberale demokrati som processens ideale endemål. Siden har fundamentale ideologiske forskelle fundet tilbage til den politiske arena med venstre- og højrepopulistiske bevægelser i både USA og Europa. Men til trods for at de afspejler virkelige politiske brudflader, er disse bevægelser i høj grad stadig centreret omkring den personlige troværdighed hos skikkelser som Bernie Sanders i USA og Boris Johnson i England. Det virale højdepunkt fra indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident var ikke Lady Gagas fortolkning af “The Star-Spangled Banner” eller Amanda Gormans oplæsning af “The Hill We Climb”, men et billede af en vranten Bernie Sanders med pjusket hår, korslagte arme og hjemmestrikkede vanter, som tydeligvis ikke gav meget for den liberale overklasses selvfejring.⁸

Kampen om synlighed

Søren Brostrøm er bare et menneske, og han var næppe en større coronahykler end alle os andre. Men regeringens coronakommunikation hvilede på en nøje iscenesættelse af hans personlige troværdighed som direktør for Sundhedsstyrelsen, og den forudsatte en adskillelse af iscenesættelsens forgrund og baggrund, som næppe kan lade sig gøre i et moderne mediesamfund, i hvert fald ikke i længden. Organiseringen af synlighed er ikke blot en måde at udøve magt, men også modmagt. Moderne magtdynamikker er (også) synlighedsdynamikker.

Noter

1. Sundhedsstyrelsen. Særligt til unge. Tilgået d. 2/3 2021. ↩︎
2. Roland Marchand, Creating the Corporate Soul (1998). ↩︎
3. Se fx Søren Brostrøm glemmer at spritte af i træningscenter, Kørte i tog uden mundbind og Søren Brostrøm fotograferet uden mundbind i tog. ↩︎
4. Se fx Brostrøm i video: Jeg er bare et menneske. ↩︎
5. Blandt andet i The Media and Modernity (1995) og Political Scandal (2000). Her trækker jeg primært på artiklen The New Visibility, som blev udgivet i 22. årgang af tidsskriftet Theory, Culture & Society. ↩︎
6. Michel Foucault, Overvågning og straf (2002), s. 71. ↩︎
7. Ibid., s. 193. ↩︎
8. Se fx People Have Turned Bernie Sanders’ Inauguration Fashion Into So Much More Than Your Standard Meme. ↩︎