HLJ

Kvalitativ forskning bygger ofte på personlige vidnesbyrd i skikkelse af fx interview og dagbogsoptegnelser. Men personlige vidnesbyrd er ikke nødvendigvis troværdige. Informanter kan opleve det samme hændelsesforløb på meget forskellig vis, og de kan glemme, udelade eller ligefrem fabrikere vigtige detaljer. På denne baggrund er det nærliggende at antage, at informanternes troværdighed er afgørende for forskningens kvalitet, ja at troværdige informanter er en nødvendig betingelse for troværdig forskning.¹ Helt så simpelt er det imidlertid ikke. En tennisduel, som aldrig fandt sted, kan tjene som eksempel.

I artiklen Roger Federer as Religious Experience, som blev udgivet i The New York Times i 2006, gengiver den amerikanske forfatter David Foster Wallace en duel mellem Roger Federer og Andre Agassi under U.S. Open finalen i 2005. Efter en række grundslag fra baglinjen kommer Federer under pres efter et overraskende krydsslag fra Agassi, men netop som Agassi bringer sig i position til at lukke duellen, afgør Federer den i stedet med et vinderslag, som næsten ophæver fysikkens love:

Federer’s still near the corner but running toward the centerline, and the ball’s heading to a point behind him now, where he just was, and there’s no time to turn his body around, and Agassi’s following the shot in to the net at an angle from the backhand side… and what Federer now does is somehow instantly reverse thrust and sort of skip backward three or four steps, impossibly fast, to hit a forehand out of his backhand corner, all his weight moving backward, and the forehand is a topspin screamer down the line past Agassi at net, who lunges for it but the ball’s past him, and it flies straight down the sideline and lands exactly in the deuce corner of Agassi’s side, a winner—Federer’s still dancing backward as it lands.²

Beskrivelsen har mange af de egenskaber, som forbindes med gode kvalitative data, fx at de skal være specifikke og detaljerige.³ Wallace følger udvekslingen slag for slag, ja han halser nærmest efter slagene, og han gengiver spillernes handlinger med stor teknisk præcision (”backhand side”, ”topspin screamer”, ”deuce corner”). Problemet er bare, at det er en specifik og detaljeret beskrivelse af en hændelse, som aldrig har fundet sted. Den duel, som ligner mest, har ifølge den amerikanske kulturjournalist Jeremy Gordon kun en flygtig lighed med den, som Wallace beskriver.⁴ Faktisk er den virkelige duel lidt af en skuffelse sammenlignet med den opdigtede duel, som adskillige brugere også har bemærket i videoens kommentarspor:

Gordon forudsætter, hvad der kan beskrives som et realistisk perspektiv. Fra dette perspektiv er beskrivelser en måde at afdække faktuelle forhold. De er altså forpligtede på en uafhængig virkelighed, som måske ikke kan gribes én til én, men i hvert fald tilnærmes. Det vil sige, at den relevante målestok er graden af overensstemmelse mellem de beskrevne forhold og de faktiske forhold. Ud fra denne målestok må Wallaces beskrivelse afvises som – i bedste fald – en overdrivelse eller – i værste fald – decideret opspind.

Det er svært at være uenig i, at såvel journalistik som forskning skal adskille det virkelige fra det opdigtede. Alligevel har det realistiske perspektiv en række begrænsninger. En beskrivelse af dokumenterbare fakta indfanger ikke alt, hvad virkeligheden rummer. Den siger ikke noget om, hvordan virkeligheden opleves som individ eller gruppe i et førstehåndsperspektiv. Det er oplevelser, som måske nok er farvede, men måske af samme grund er så meget desto mere ægte.

Fra et fænomenologisk perspektiv er beskrivelser en måde at afdække autentiske erfaringer. De skal vise, hvordan noget fremstår for nogen, ikke hvordan det er i sig selv. Den relevante målestok er altså graden af oprigtighed, og fra dette perspektiv kan Wallaces beskrivelse ikke afvises helt så let. Selv hvis vinderslaget ikke var helt som beskrevet, så kan det godt være en sand gengivelse af hans oplevelse i situationen. Den amerikanske forfatter Michael Herr udtrykker det sådan, at det beskrevne skete for ham, men ikke nødvendigvis med ham i et interview om de opdigtede elementer i Dispatches (1977), et erindringsværk om hans erfaringer som korrespondent under Vietnamkrigen:

I don’t think it’s any secret that there is talk in [Dispatches] that’s invented. But it’s invented out of that voice that I heard so often and that made such penetration into my head. […] I don’t really want to go into that no-man’s-land about what really happened and what didn’t happen and where you draw the line. Everything in Dispatches happened for me, even if it didn’t necessarily happen to me.⁵

Det fænomenologiske perspektiv forudsætter et skel mellem (indre) erfaring og (ydre) fremstilling, som skal mindskes eller helt udviskes. Fx skriver Kvale og Brinkmann i deres standardværk om forskningsinterview, at gode svar er spontane svar.⁶ De definerer ikke, hvad spontane svar vil sige, men baseret på ordbogsdefinitionen er det svar, hvor informanten ikke har et filter oppe, men så at sige udtrykker sig umiddelbart. Imidlertid kan skellet mellem det umiddelbare og det iscenesatte være vanskelig at opretholde, hvis man ser erfaringer som andet end rene stimuli. Erfaringer har ikke betydning i sig selv, men i kraft af de kulturelle skemaer og narrative strukturer, som de indsættes i:

There is no guarantee of biographical or narrative unity. The artifacts and memorabilia of a life – memories, documents, images – are themselves achievements. Life narratives, whether they be retrospective or prospective accounts, are always pastiche, as it were. They are pieced together, always changeable and fallible, out of the stock of mementos.⁷

Det konstruktivistiske perspektiv fokuserer på selve fremstillingen snarere end dens objektive eller subjektive korrelat. Det forholder sig altså hverken til erfaringernes fakticitet (stemmer de overens med de faktiske hændelser) eller deres oprigtighed (stemmer de overens med de faktiske oplevelser), men ser i stedet på den måde, som de bliver organiseret på. Det vil ofte være en narrativ struktur, som indsætter individuelle erfaringer i en meningsfuld sammenhæng, og som trækker på overordnede kulturelle skemaer. Fx tilrettelægger Wallace sin oplevelse af duellen, så den bygger op til en særlig æstetisk erfaring, et sublimt øjeblik. Samtidig viderefører han en vestlig grundfortælling om modsætningen mellem effektivitet/rationalitet (det styrkebaserede spil fra baglinjen, som Agassi repræsenterer) og skønhed/romantik (de sublime, næsten fornuftsstridige øjeblikke, som Federer repræsenterer). Så man kan sige, at hans oplevelse måske nok er opdigtet, men den er opdigtet på en måde, som siger noget sandt om den kultur, vi er en del af.

Wallace var eksponent for en udpræget litterær journalistik, og det er næppe overraskende, at han havde en lemfældig omgang med faktuelle forhold. Han digtede i lige så høj grad, som han rapporterede, og det udfordrer hans personlige troværdighed. Men som vi har set, er troværdige informanter ikke en nødvendig betingelse for troværdig forskning. En beskrivelse kan være faktuelt forkert, subjektivt farvet eller bevidst konstrueret og stadig have analytisk værdi. Det kræver imidlertid, at forskeren er troværdig i sit valg af perspektiv, i sin analytiske ramme og – ikke mindst – i sin åbenhed omkring disse valg. Nogle gange siger det, der ikke skete, lige så meget som det, der faktisk skete.⁸

Noter

1. Se fx diskussionen af informantens delagtighed i Henning Olsen, ”Gode” interview med ”rigtige” informanter? Tendenser i engelsksproget og skandinavisk kvalitativ metodelitteratur, 2003. ↩︎
2. David Foster Wallace, Roger Federer as Religious Experience, 2006. ↩︎
3. Se fx Steiner Kvale & Svend Brinkmann, Interview: Det kvalitative forskningsinterview som håndværk, 2009. ↩︎
4. Jeremy Gordon, A Supposedly Great Article I’ll Never Read the Same Way Again, 2019. ↩︎
5. James Schroeder & Michael Herr, Interview with Michael Herr: “We’ve All Been There”, 1989. ↩︎
6. Steiner Kvale & Svend Brinkmann, Interview: Det kvalitative forskningsinterview som håndværk, 2009. ↩︎
7. Paul Atkinson & David Silverman, Kundera’s Immortality: The Interview Society and the Invention of the Self, 1997. ↩︎
8. Sondringen mellem et realistisk, et fænomenologisk og et konstruktivistisk perspektiv er løst baseret på David Silverman, Interpreting Qualitative Data, 2019. ↩︎